Klar til at give et skud livsstilsmedicin

Publiceret 14. februar 2019 kl. 12:05 i Viborg Folkeblad

Rikke Østergaard driver fysioterapiklinikken “Rikke Ø” i Stoholm, og nu har hun taget en uddannelse i livstilsmedicin. Arkivfoto: Morten Dueholm

Dette er en PLUS-artikel kun for abonnenter

Rikke Østergaard har klinikken RikkeØ i Stoholm, og hun er en af de 12 første danskere, der har gennemført en ny uddannelse i livsstilsmedicin.

Stoholm: September sidste år lancerede sundhedsvirksomheden Umahro ApS en ny seks måneders uddannelse, der henvender sig til læger, sygeplejersker, kostvejledere, fysioterapeuter, diætister og andre, der arbejder med menneskers sundhed. Rikke Østergaard, der driver klinikken RikkeØ i Stoholm, er en af de første 12 danskere, der har gennemført uddannelsen og som kan kalde sig Umahro Certificeret Sundhedsrådgiver.

Uddannelsen underviser deltagerne i, hvordan de anvender kost, ernæring, søvn, afstresning og bevægelse til at øge sundheden hos deres klienter:

– Uddannelsen har givet mig et solidt fundament for at rådgive og hjælpe mine klienter med at få de vigtigste sundhedsfremmende kost- og livsstilsændringer på plads, siger Rikke Østergaard i en pressemeddelelse.

Deltagerne på uddannelsen er blevet personligt undervist af én af Danmarks førende sundhedseksperter, Umahro Cadogan, der i øjeblikket er fast inventar i anden sæson af TV2-programmet “Kan man spise sig rask” og bogaktuel med bogen “Fra usund til sund”.

Han understreger, at uddannelsen ikke er en erstatning eller konkurrent til sundhedsvæsenet, men et supplement. Han peger også på, at Den Nationale Sundhedsprofil i 2010 for første gang kortlagde, at flere har fået et dårligere fysisk helbred, et dårligere mentalt helbred, flere er blevet overvægtige, flere føler sig trætte, flere har led- og rygsmerter, flere har søvnproblemer, flere har hovedpine, flere føler sig stressede, nedtrykte og ængstelige.

Bredere tilbud

– Det er mit ønske med uddannelsen at kunne give et bredere tilbud og hjælpe mine klienter hele vejen rundt. Jeg er virkelig glad for den her ekstra viden, som jeg også kan anvende, når klienter kommer med smerter – det giver andre værktøjer end blot almindelig fysioterapi. Vi ser i programmerne i TV2 lige nu, hvor langt deltagerne kommer ved at justere deres måde at leve på – der er ingen hokus pokus, blot sundhed, mere frugt og grønt og motion, siger Rikke Østergaard, der er uddannet fysioterapeut og psykoterapeut.

Rikke Østergaard har selv sygdom inde på livet med en datter, der for syv år siden fik en nyresygdom. Siden har hun været nysgerrig på, om der er andet at gøre end den traditionelle behandling med medicin.

– Og det tror jeg på, at der er, siger Rikke Østergaard.